Månedens virksomhedsprofil: Dansk Infrarød Inspektion A/S

CHEFEN TAGER IMOD OG INVITERER PÅ KAFFE OG RUNDSTYKKER
Af Elisabeth Viksnins

De har alle været i gang i fire intense dage og kunne – med en fyldt ordrebog – sagtens gå i gang før vi andre tænker på at stå op denne fredag morgen.

MEN hos Dansk Infrarød Inspektion er fredagens første timer altid viet til at alle samles til fælles morgenbord og en masse god snak om arbejdsugen, der gik, den der kommer og ’dit og dat’.

Erhvervsforeningens udsendte inviteres inden for i fællesskabet – hvor det faglige synes at være klaret. Smil og latter vidner om, at dagsordenen er nået til eventuelt – nemlig pudsigheder og gode historier siden sidst.

Direktør Bent Bagge Nøhr og HR-chef Karin Broch Nøhr

Ud over stor travlhed i virksomheden – hvor kundeporteføljen gælder både statslige organisationer, kommuner, andre virksomheder og private – vægtes også højt at være børnenes stabile støtter, når de unge skal transporteres og have opbakning fra sidelinjen.

Passionen for blandt andet sport har over flere gange betydet sponsorstøtte til lokale klubber fra Dansk Infrarød Inspektion.

Vi sidder i Dansk Infrarød Inspektions meget nye kontorhus. Et smukt og gennemført hus – som blev bygget for to år siden på Nørgaardsvej 11 ved Biersted. Ikke en helt tilfældig placering og Bent Nøhr har kendt adressen siden han blev født. Fødehjemmet i det smukke landskab er af flere omgange blevet omdannet (nedrivning og nybygning) til både en privatbolig og et kontorhus i tidssvarende materialer – og ikke overraskende efter alle kunstens regler, når det gælder energirigtighed, sundt indeklima og hensyn til miljø og mennesker.

Dansk Infrarød Inspektion er 9001.2015 certificeret inden for Energimærkning, Blowerdoor, El-termografi, Bygningstermografi og El-autorisation. Disse og en lang række andre ydelser og rådgivning inden for alle felter er virksomhedens kompetencer. Hvilke og hvad betyder de, vender vi tilbage til senere.

Et firbenet Nøhr-familiemedlem er en særdeles kontaktsøgende, venlig og stor hund. En majestætisk Broholmer, som har det privilegie at være med på arbejde – og dermed en skattet kontorhund.

Certificering, headhuntet og selvstændig
Dansk Infrarød Inspektion er som omtalt 9001.2015 certificeret inden for en lang række områder. Virksomheden er én af Danmarks 25 certificerede ”inspektionsfirmaer” – og Bent Nøhr vægter certificeringen højt. Certificering kræver autorisation som el-installatør. Bent blev i sin tid uddannet som elektriker og blev kort tid efter autoriseret el-installatør. Bent fortæller, at certificeringsordningen – jf. Energistyrelsen – er frivillig – og at en certificering årligt koster et sted mellem 25.000 og 50.000 kroner.

”For os her i virksomheden, siger Bent - er en certificering en blåstempling fra brancheforeningen og dermed et budskab udadtil om, at vi er fagligt velfunderede og kan vores kram. Vi betaler gerne den årlige afgift. I Danmark findes 125 ”inspektionsfirmaer”. Det betyder således, at 100 ikke er certificeret… Forstår godt, at certificeringsudgiften kan skræmme, og dermed afholde nogle fra at ville have blåstemplingen – og andre kan måske ikke få den, slutter Bent

Engang i 90’erne blev Bent Nøhr headhuntet til termografiafdelingen i et firma i Aalborg.

Senere købte han faktisk virksomheden. Dansk Infrarød Inspektion blev født – og siden hen blev basen i Aalborg skiftet til Aabybro.

Efter små to år blev virksomhedens første medarbejder ansat. Lars gik på pension i oktober 2023, som 73-årig. Med tanke på de nævnte fredagsmorgener, der altid har været ’hellige’ for at styrke fællesskabet, fagligheden og det sociale i virksomheden, kan tanken om at stoppe forståeligt være fjern for de fleste.

Alt det, andre (måske) ikke ser
Det hele handler om, at bygninger skal være sunde for mennesker at leve i, at huse skal være sunde for ”husets egen skyld” og dermed sikre længere levetid uden problemer med sygdomme som fx fugt, skimmelsvamp, utætheder og lækager (fx i forbindelse med vandinstallationer og varmeanlæg).

Bent Nøhr har en tese om, at en inspektion lige efter endt byggeri vil være optimalt i mange situationer – i forbindelse med både små og store huse.

Lad os tage et eksempel, hvor et ungt par skal have bygget deres drømmehus. En stor beslutning – og hvor der naturligt er regnet på alt og indregnet udgifter til professionel rådgivning og samarbejde med arkitekt osv. Huset er smukt og står færdigt – og klart er det, at iveren for at flytte ind er stor.

Nogle år efter opdages en eller flere uhensigtsmæssigheder. Kunne være fugt eller dårlig tæthed. ”Her kommer vi ofte i spil, siger Bent – for at foretage målinger og gennemgå huset for ”fejl” – både de, der nu er opdaget og de, der ikke er. Vi ser ofte, at ”en sådan omgang” kan betyde genhusning, at alle lofter og installationer skal demonteres og at stort set alt skal males igen – OG at udgiften kan ligge i et omfang på en halv til en hel million kroner. Set herfra, vil det som sagt være optimalt at kalde på inspektion fra certificeret uvildig part lige efter endt byggeri. Ud over tidlig sikkerhed for korrekt tæthed, lavt energiforbrug osv. osv. – vil udgiften for inspektion være for intet at regne i et byggeprojekt med et budget på måske 2 – 3 mio. kroner”.

”Tesen gælder stort set alle slags byggerier” – store som små”, siger Bent.

Dansk Infrarød Inspektion rådgiver om og udfører målinger på en lang række områder: Her kommer det meste af menuen og få ord til specifikation.

Rådgivning:
Blandt andet i forbindelse med tegning af nyt hus og tjek af bygbarhed – med baggrund i erfaring for, hvor der kan være problemer.

Tag og facade:
Færdige byggerier – inspektion i relation til blæst og (regn)vand. (Måske opdages et problem ellers først, når det regner ind).

Tekniske installationer:
For dårlig afkøling - derfor (for) store energiregninger.

Lydmålinger i bygninger:
Fx rækkehuse for at hindre støj mellem lejemål (uhensigtsmæssigt med for ”tynd” adskillelse). Eksempel – hvor nabo arbejder om natten og skal sove om dagen.

Erfaring hos DII fra en eller flere kommuner er, at der ikke stilles så høje krav til ’lydtæthed’. Der ”gøres det, der står – og der gennemføres ikke tjek”.

Ledningssøgning:
Dokumentere hvor ting ligger (vandledninger, elkabler).

Dansk Infrarød Inspektion fik til opgave at ”ledningssøge” i Botanisk Have i København. Med baggrund i resultatet var Botanisk Have ”ukampdygtig” i næsten 2 år. Ud fra DII-målinger og markeringer kunne landinspektør udarbejde kort. Vigtigt til eventuel senere overblik og brug.

Indeklima:
Tjek af indeklima i fx boligforeninger. Sker vha. uvildig 3. part, der udarbejder rapport til udlejer. Fx om at lejere ikke lufter ud i egen lejlighed.

Termografi:
Tjek af bygninger/huse for at konstatere afvigelser – fx kuldebroer, status på isolering og varmerør. Inspektion gennemføres, hvor det kræves, ved hjælp af droner.

El-termografi anvendes oftere og oftere. Tjek af installationer for at forhindre kortslutning og brand.

Lækagesøgning:
Vandinstallationer (hvor er læk). Anvendes også i forbindelse med fjernvarmeanlæg.

Energimærkning:
I forbindelse med tilstandsrapporter og/eller energimærkning.

Ultralyd (nyt):
Kan anvendes mange steder – og ofte i produktionsvirksomheder.

Måling koster omkring 3.000 kroner – og kan medføre besparelse på energi på 12 – 20.000 kroner pr. år.

Blowerdoor - se film
En blowerdoor er en testmetode, der bruges til at måle lufthastigheden og utætheder i en bygning – primært i forhold til lufttæthed. Anvendes til at evaluere og forbedre energieffektivitet og indeklima.

Skimmelsvamp:
Dansk Infrarød Inspektion har eget laboratorie – og kan analysere egne prøver.

Hvert andet år afholdes konference om INDEKLIMA – og hver gang deltager Dansk Infrarød Inspektion. I Danmark foregår tjek af indeklima – som tidligere beskrevet – når boligforeninger rekvirerer uvildig 3. part til opgaven. I Tyskland er INDEKLIMA meget højt på listen med krav fra købere af fast ejendom. INDEKLIMA ønskes tjekket og rapporteret inden underskriften sættes.

Du kan læse mere på firmaets hjemmeside - klik her.

På pylon uden for Dansk Infrarød Inspektion vises kransen med FN’s 17 Verdensmål – hvor hvert mål har sin egen farve.

Danske Infrarød Inspektion kigger mod nr. 3 og nr. 11:

--------

Kortere vej til inspiration, større netværk og værdifuld sparring

Erhvervsforeningen Jammerbugt ønsker at skabe værdi for kommunens erhvervsliv ved at agere base for et tværfagligt netværk og for arrangementer, der - ud over at tilføre ny indsigt - giver erhvervslivet mulighed for at mødes - sådan “face to face”. Det er Erhvervsforeningens vision at gøre afstanden til sparring, inspiration og udvikling kortere. Værdien i at mødes betyder, at kontakt mellem virksomhederne i hverdagen bliver naturligt - og at andre øjne på en ide kan vendes on-line eller i telefonen.

En fælles mission om at sætte fokus på tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft og nye borgere til Jammerbugt Kommune - er også Foreningens opfordring til erhvervslivet i Kommunen - og dermed base for drøftelse i regi af Erhvervsforeningen.

Erhvervsforeningens medlemsvirksomheder repræsenterer bredt erhvervslivet i Jammerbugt Kommune.

Følg os på Facebook: www.facebook.com/ErhvervsforeningenJammerbugt