DEN SKØNNESTE PLET I DANMARK
Af Elisabeth Viksnins
Badehoteller i Danmark har - i takt med TV2-serien Badehotellets succes - fået en fortjent renæssance, hvilket betyder at ferierende fra både ind- og udland mere end nogensinde researcher blandt og booker ferie på et eller flere af de godt 50 badehoteller langs Danmarks kyster.
For kun godt et år siden overtog Villy Jæger, hustruen Camilla og samarbejdspartner Michael Miv Pedersen den over 100 år gamle badepension Klitrosen. Med kun 100 meter til skov, knap 300 meter til havet, nærvær og et unikt køkken - har Klitrosen ifølge gæsterne præcis det - som de forestiller sig om ”et rigtigt badehotel”. I tilgift oplever gæster at skulle leve i og nyde Klitrosens minimalistiske/nordiske indretning, hvor materialer og indretning er en fuldtendt base for ferien.
Dengang i 1916
Ved etableringen i 1916 var det nygifte Karoline og Marius der - med familiers hjælp og et en stor pose mod og flid - etablerede det ydmyge familiepensionat. Med associationer til TV-serien - var ingen gæst i tvivl om, hvornår maden var klar. Køkkenpigens ringning med klokken ved indgangen var ikke til at tage fejl af - og i et glimt anes grosserer Madsen og frue at haste mod stambordet.
Stedet fik flere og flere kviste (værelsestilbygninger) - og med især Karolines faste hånd og fortræffelige mad, fik parret fat om Slettestrands ferie- og selskabsliv - og blev hen ad vejen til et egentligt badehotel. Hvorvidt der var grosserere, skuespillere og farlige forbindelser blandt gæsterne i 1920’erne er ikke oplyst. Det fortælles dog, at navnkundige Kaptajn Jespersen (ham, der i mange, mange år via radioen sørgede for ”undervisning” i morgengymnastik - så man ikke turde lade være) op til flere gange besøgte Klitrosen. Heller ikke gæster på Klitrosen undgik morgengymnastik, når Kaptajnen kaldte dem ud i det fri til lette hop på stedet og armsving efter en god nats søvn.
Kong Chr. X med følge stoppede ofte ved Klitrosen på rejsen til eget feriested. Ud over en kort pause i den smukke natur, var formålet også afhentning af Karolines velsmurte madpakker. Ved disse lejligheder har Kongen ofte udtalt ”det er da den skønneste plet i Kongeriet”.
Den kongelige ros og anerkendelse lever stadig (se klitrosen.dk)
Det gør de og det vil de
Siden 1. maj 2022 (og med første åbningsdag til Sankt Hans 2022) har Strandhotel Klitrosen været under renovering. ”Vi er stort set færdige med alt indvendigt”, fortæller Villy Jæger - og nu går vi i gang udvendigt”.
”Det siges, fortæller Villy Jæger, at der her i nærheden påtænkes opført et kraft-/varmeværk. Vi appellerer til, at der bliver tale om noget mere bæredygtigt - fx meget gerne solceller. I vores indsats med renovering af strandhotellet - har vi hele vejen haft fokus på bæredygtighed - og det er vores håb, at både kommune, virksomheder og øvrige interessenter også vil den vej. Et af vores bidrag til at tænke og agere bæredygtigt var i forbindelse med udskiftning af indbo med helt nyt. Borde og stole i restauranten er special-designet - og har garanti på lang holdbarhed. Sker det, at fx et ryglæn på en stol går i stykker - skiftes kun ryglænet.
På Strandhotel Klitrosen vil ikke kunne opleves buffet. Her tænkes også bæredygtighed og det temmeligt høje madspild, der er forbundet med buffet, undgås.
”Vi driver hotel og restaurant midt i naturen - og derfor ER naturen en del af os - og det bør vi bære med os i både indregning, forbrug og adfærd”, siger Villy Jæger. I restauranten ses et stort kunstværk. Maleriet forestiller et smukt træ, som lader sine grene vokse ind i et hus. Villy Jægers reflektion over værket er: ”Hvis vi ikke opfører os ordentligt over for naturen - tager naturen sit tilbage”.
Overnatninger, fester og madoplevelser
Disse tre overskrifter har ejerne på listen over ”det, de sælger”. Det går forrygende med overnatninger i 2023 - og en glædelig konstatering af, at 2023 er langt bedre end 2022. Restauranten blev hurtigt en attraktiv destination for frokosten for mange mennesker. Alligevel synes Michael Miv Pedersen, at der var en anelse dødt - og indkøbte ”gadesælger” (større skilt - som blev placeret ud mod vejen (red.)). Imidlertid mente Villy Jæger, at det kunne gøres endnu bedre - og skiftede gadesælgeren ud med stor vogn med ”levende reklamer”. Begge initiativer betød flere gæster.
Erhvervsforeningen Jammerbugt inviterer ofte medlemsvirksomheder til virksomhedsbesøg i Kommunen. I forbindelse med foreningens generalforsamling i marts og i forbindelse med virksomhedsbesøg først på sommeren, var destinationen Strandhotel Klitrosen. Det er foreningens vurdering, at helhedsoplevelsen (mad, omgivelser, service, indretning og stemning) havde fokus hos deltagerne - og dermed et bevis på (ikke repræsentativt - men nyttigt), at ”det ikke alene er antallet af rødbeder”, der får karakterer - men ”det hele” - det de gør, det de siger, det de serverer, omgivelser osv. osv.
Overnatter man på Klitrosen - er der mulighed for yderligere en oplevelse. Det skulle være ganske vist, at medstifter af ”pensionen” i 1916 Karoline Kjeldgaard Pedersen (d. 1969) ikke helt har forladt stedet. Af og til går hun en runde - for ved selvsyn at se, at både gæster og hotellet trives.
Stole med kondomer og 13 til bords
”Alt kan stort set lade sig gøre, når vi lægger hus til fester på Strandhotellet, fortæller Villy Jæger. ”Vi kender det sikkert alle, når en bordplan helst skal gå op - og især udfordringer med at få ’de rigtige’ til at sidde sammen. Derfor tilbyder vi uens antal pr. bord, hvis det er det, der skal til. For et brudepar eller for konfirmandens familie er det vigtigt, at den store dag på alle måder skal være vellykket. Fint, hvis det kan gå op med otte personer, pr. bord - men hvis det kræver 9, 10, 11, 12 eller 13 ved et bord, får vi det til at fungere”, siger Villy. Hellere et bord med 13 fyldt med liv - fordi ”folk” kommer hinanden ved - frem for anstrengt dialog - fordi ”folk” ikke kender hinanden.
”Især med brudepar taler vi ofte om tema for festen, fortsætter Villy - og strandtema (lige i vores ånd) vælges tit. Så sørger vi for sand, sten, strå og masser af anden udsmykning, som giver mening i forhold til temaet. Hvidt er også ofte på brudeparrets palette - og her måtte vi en enkelt gang i tidernes morgen undskylde, at denne nuance desværre ikke kunne gå igen på stolene. Problemet er løst. Til alle de gode gamle stole (med farvet stof) har vi fået syet hvidt overtræk - og når der kræves hvide stole, giver vi stolene kondom på - som vi siger”.
Netop fordi ønsker til farver og tema er forskellige fra fest til fest - har vi også for nyligt investeret 600.000 kr. i nyt service - så vi også her har mulighed for at efterkomme særlige ønsker.
Strandhotel Klitrosen har plads til 250 personer til foredrag og 150 personer til selskaber.
Fire hoteller med hver sin stil og godt samarbejde
I området findes fire ”strandhoteller” - og ifølge Villy Jæger supplerer de hinanden på allerbedste vis. De er alle fire fælles om at kunne byde på natur og fortræffelige oplevelser. På ”mad-siden” har de hver sin stil - og skulle udfordringer melde sig, er der hjælp at hente hos de tre andre. Et andet hotel lagde rammer til kongres - men manglede plads - og lånte Klitrosens store sal. Klitrosen lagde hus til stor bryllupsfest med mange overnattende - og ’lånte’ værelser hos de andre.
Vagtplan, Vesterhavsmarch - og ingen forklaring på ærterne
”Hos os og hos vores kolleger på egnen og andre steder i landet er det en kendt sag, at det er en udfordring at skaffe nødvendigt faglært personale. Det er imidlertid lykkes os at få ansat en meget dygtig og kompetent kok og dygtige, engagerede unge tjenere. Hos sidstnævnte, som alle er piger/damer opvejer engagementet kravet om faglighed - og vi er meget tilfredse, fortæller Villy Jæger. Èn gang (i startåret 2022) har vi selvforskyldt prøvet at mangle tjenere - og vi ønsker aldrig at prøve det igen. Vi havde ikke forudset fest(er) på hotellet - mens stort set alle tjenere havde fået fri for at deltage i Vesterhavsmarch eller Vesterhavsrock”.
Ud over god service, smil og nærvær - er det ikke afgørende for Klitrosen og ejerne, at vært og tjenere optræder i ”fint tøj”. Tøjet skal selvfølgelig være i orden - og samtidig indikere over for gæsterne, at de også ”kan slappe af”. Som Villy Jæger siger: Vi kræver ikke slips eller bruger folks tid på lange introduktioner af maden og om, hvor ærterne kommer fra.
Visioner og fremtid
Der er stadig mange ideer og planer hos ejerkredsen af Strandhotel Klitrosen. Måske ændringer i bygninger, disses placering og omfang. Villy Jæger er ikke helt enig i nuværende lokalplan. Han kalder den idefattig - og den dialog må tages med Jammerbugt Kommune.