Månedens virksomhedsprofil: Langt fra alfarvej

EN PERLE – LANGT FRA ALFARVEJ – ELLER?
Af Elisabeth Viksnins

Fra 1903 blev det et uundværligt sted for rejsende at tanke op og gøre ophold på turen med tog fra Nørresundby til Fjerritslev – og samtidig et samlingssted for byens borgere. I 80’erne og i begyndelsen af 90’erne var der sorte skyer – og en række konkurser over stedet i den idylliske landsby. MEN en gruppe lokale ildsjæle tog teten for at sikre, at stedet igen blev rammen, hvor borgerne med stor fornøjelse kunne mødes – til en koncert, et foredrag, en temaaften og fejring af mærkedage – bryllupper, runde fødselsdage eller måske bare til en snak om livet en eller flere gange om ugen.

Vi er et sted i Jammerbugt Kommune, som kræver, at du forlader hovedvejen for at finde ’perlen’, hvor visionerne, for igen at blive et lokalt samlingssted, var højere end blot at stedet kunne genopstå som det, det var i gamle dage.

Idegrundlaget om,

  • at der fortsat drives et attraktivt sted af slagsen i landsbyen
  • at der skulle skabes arbejdspladser på særlige vilkår for mennesker, der ’ikke lige passer’ ind i et traditionelt arbejdsmarked
  • at danne ramme for kulturtiltag og medborgerhuslignende aktiviteter

blev fulgt af fire værdier. Dem de på stedet kalder P.H.I.L.

P for meningsfuld produktion og som et alternativ til beskyttede værksteder, med vægt på udviklende og meningsfuld beskæftigelse.

H for handicap – og at udviske skellet mellem handicap-grupper, nedbryde bås-systemet og bygge bro mellem handicappede og samfundet

I for inklusion

L for lokalsamfund

Det er naturligvis Skovsgård Hotel, vi taler om.

Den virksomhed, som siden 1992 har været andelsejet og mere end bare et sted, hvor rejsende holder ind for at indtage kaffen, inden turen går videre.

Erik, leder af Skovsgård Hotel i 10 år, køkkenchefen Kim og de øvrige 18 medarbejdere har så meget mere at byde på.

36 mio. kroner estimeredes den gennemgribende renovering i 2021/2022 til at koste. Forvandlingen blev gennemført for ca. 27 mio. kroner.

Tidligere bestyrelsesformand Ida Leding Larsen fortæller: ”Det var den kapital, det lykkedes energiske og vedholdende involverede at rejse – og budskabet til entreprenør mfl. var derfor, at ”det er det, vi har – og derfor skal renovering klares for den sum”.

(Red.: Her nævner vi slet ikke muligheden for, at administratorer af adskillige store byggerier i Danmark måske kunne gøre dialogen lige så direkte – og dermed formå at holde lagte budgetter…)

Lige så stålsat et fokus har Skovsgård Hotel, om at være et attraktivt hotel med et fremragende køkken, det lokale møde-, fest- og oplevelsessted samt at være en uhøjtidelig base for borgere og rejsende.

Skovsgård Hotel markedsfører sig via Booking.com – og dermed ’Worldwide’ distribution af viden om et ”ikke helt almindeligt hotel” – hvor både tilgængelighed og indretning også har tænkt på mennesker med fysiske handicap. Der er rummelig elevator fra stueetagen til 1. sal – og to værelser er indrettet handicapvenligt.

Måske alligevel ikke så ’langt fra Alfarvej’?
Har man først fundet idylliske Skovsgård og Skovsgård Hotel er der base for – i hyggelige rammer og med stedets delikatesser på bordet - at kigge på afstande til flere oplevelser og planlægge udflugter alt efter interesser, tid og temperament.

På 39 minutter og 36,5 kilometer er der mulighed for lidt af hvert i Aalborg – museer, havn og events

På 24 minutter og 17,5 kilometer åbnes mulighed for travetur med et kig til Svinkløv og havet

På 20 minutter og 16 kilometer kan Slettestrand give vind i håret og måske friste til besøg på galleri

På 4 minutter og 3 kilometer er man i Brovst og måske en lille strøgtur eller kig på Herregården Bratskov med de mange aktiviteter, der foregår der

På 33 minutter og 32,5 kilometer kan turen tages fra/til Aalborg Lufthavn

Efter 30 minutter og godt 31 kilometer byder Museum for Papirklip velkommen på kanten af Hune

Listen kunne blive endnu længere med info om fx lys og glas i Tranum og alskens lokale lækkerier, som fx gin og lokale råvarer til at bringe med hjem – ud over øvrige oplevelser på egnen.

Gæster man Skovsgård Hotel i oktober behøver man blot at glæde sig til det alsidige og ugelange program, som hotellet og byen gennemfører i Knæk Cancer-ugen:

Søndag - uge 42: Familiebingo

Mandag – uge 43: Foredrag – hvor Heidi og Sussi fra Pandrup er på scenen med historien om deltagelse i og oplevelser med ”Først til verdens ende”, som de vandt

Tirsdag – uge 43: Flere kor underholder og publikum kan ønske en sang

Onsdag – uge 43: Sponsorløb gennem Skovsgård (indtægt pr. løbet kilometer går til ugens overskrift: Knæk Cancer)

Torsdag – uge 43: Fællesspisning og lys-ceremoni

Henover et år byder hotellet på et varieret program - klik her.

Senest havde Skovsgård Hotel besøg af 110 kvinder fra nær og fjern. De fleste havde sørget for at sikre sig bord for at kunne starte med ”dansk tapas”, kreeret af hotellets køkken af lokale råvarer.

Se hotellets lokale leverandører - klik her.

Årsagen til fuldt hus i både restaurant og den store sal, var Anne Hjernøe og hendes stærkt personlige foredrag ”Stærk overgang”. Ikke et ord om fjerne lande og deres madkultur – men et finurligt indlæg om kvinders overgangsalder. Og jo, der blev svedt – dog nok mest fordi hver en plads var solgt…

Forskellige kompetencer
Før Anne Hjernøes foredrag – var storskærmen prydet af teksten til en fælles septembersang, som tidligere bestyrelsesformand Ida Leding Larsen akkompagnerede på klaver.

I forbindelse med omstilling fra sang til Annes plancher ville teknikken ikke spille sammen med Annes MAC. Flere forsøgte med hjælp og gode råd – uden held. Alt blev godt, da Martin blev tilkaldt. En sej fyr (beboer og ansat) med funktionsnedsættelse, men med totalt styr på IT. På få sekunder sikrede han ’forbindelse’ og grundlag for aftenens videre forløb og fik en stor klapsalve i ryggen, da han forlod den fyldte sal.

”Ingen kan alt. Alle kan noget. Sammen kan vi drive et hotel”
Anekdoten ovenfor viser ganske fint, at der er hold i hotellets slogan.

Udover gæster, som den vigtigste målgruppe for driften og fremtiden, vægtes også indsatsen om læring til mennesker, der har svært ved at klare krav, som job eller uddannelse kræver, for at opnå grundlæggende arbejdsmarkedskompetencer og arbejdspladsforståelse. Læring på Skovsgård Hotel sker i praksis ”learning by doing”, og erfaringerne viser, at ’vejen’ er rigtig.

Bestyrelse og medarbejderråd
Tidligere var en eller flere medarbejdere med i hotellets bestyrelse – og dermed også deltagere i møder med mangt og meget forskelligt på dagsordenen.

Det blev for meget. Varighed, antal og indhold af emner var for overvældende, og medarbejderrepræsentanter gennemførte sjældent et helt møde.

Med demokrati i fokus og hensyn til mennesker, har Skovsgård Hotel nu både en bestyrelse og et medarbejderråd. I medarbejderrådet er interessen 100 pct. Vigtige og forståelige emner som sommertur og juletur er på dagsordenen.

Ekstern sparring og rådgivning
Skovsgård Hotels køkkenkoncept er udarbejdet i samarbejde med MEYERS MADHUS.

Bo Frederiksen, der er faglig chef hos MEYERS MADHUS, har over flere omgange samarbejdet med Skovsgård Hotel om skabelse af et unikt køkkenkoncept – og han roser hotellet for at være nået dertil, hvor de er i dag – både som lokalt samlingssted, og som et ikke helt almindeligt hotel for gæster fra hele Danmark. Han siger:

”Det er ganske enkelt en stor oplevelse at samarbejde med Skovsgård Hotel – ikke mindst på grund af hjerterummet (en ærlig og gennemtænkt version af gæstfrihed), som man oplever – både som gæst og samarbejdspartner. Hotellets slogan eller mission, om du vil: ”Med kærlighed til mad og mennesker” er vi nok lidt skyld i. At det ikke bare er noget, de siger – men udøver det i alle sammenhænge, skal hele holdet af ildsjæle have stor cadeau for.

Samarbejdet var rart lige fra starten og i høj grad præget af åbenhed og viljen til at modtage inspiration. Her fra MEYERS MADHUS ønsker vi Skovsgård Hotel tillykke med resultatet – hvor de i forløbet har evnet – ud over renovering og rejsning af kapital - også at tænke blandt andet bæredygtighed, handicapvenlighed, minimering af madspild og social ansvarlighed ind.”

--------

Kortere vej til inspiration, større netværk og værdifuld sparring

Erhvervsforeningen Jammerbugt ønsker at skabe værdi for kommunens erhvervsliv ved at agere base for et tværfagligt netværk og for arrangementer, der - ud over at tilføre ny indsigt - giver erhvervslivet mulighed for at mødes - sådan “face to face”. Det er Erhvervsforeningens vision at gøre afstanden til sparring, inspiration og udvikling kortere. Værdien i at mødes betyder, at kontakt mellem virksomhederne i hverdagen bliver naturligt - og at andre øjne på en ide kan vendes on-line eller i telefonen.

En fælles mission om at sætte fokus på tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft og nye borgere til Jammerbugt Kommune - er også Foreningens opfordring til erhvervslivet i Kommunen - og dermed base for drøftelse i regi af Erhvervsforeningen.

Erhvervsforeningens medlemsvirksomheder repræsenterer bredt erhvervslivet i Jammerbugt Kommune.

Følg os på Facebook: www.facebook.com/ErhvervsforeningenJammerbugt