Mandag 3. marts 2025 havde Fjerritslev Tryk A/S v/ Martin Eigenbroth inviteret Erhvervsforeningen Jammerbugt inden for i et moderne og professionelt kommunikations- og handelshus.
Det er fantastisk, at der her i Jammerbugten, i Fjerritslev, ligger en af kommunens ældste, ja, nok også én af regionens ældste virksomheder, hvis historie går tilbage til 1899. En virksomhed drevet som et familieaktieselskab gennem generationer og med kunderne i øjenhøjde.
Fjerritslev Tryk repræsenterer i dag en branche og et fag, der om nogen har undergået en stor forandring, ja, nok mere rigtigt at sige ”transformation” fra trykkeri, avis, dagblad med offsettryk, egen rotationspresse med fagfolk som typografer, litografer og trykkeriarbejdere - og over til en mere kreativ kommunikations- og handelsvirksomhed, nu med konsulenter, grafikere og laserprintere. Det vil sige, væk fra sættekasser, klichefremstilling, tryksværte m.m.
Fjerritslev Tryk drifter dog stadig på en rotationspresse, når større oplag til det svenske marked, står for produktion. Det pågår typisk i december og januar - og resten af året står pressen stille.
Fjerritslev Tryk lever og agerer i høj grad i de nye vinde, båret af den teknologiske udvikling, egen vedvarende kreativitet og forretningsudvikling, der har tilført nye markeder og produkter af særdeles høj kvalitet og med bæredygtighed i fokus.
Fjerritslev Tryk tilbyder således miljømærkning af tryksager med de officielle FSC- og Svane-mærkninger samt klimakompensation baseret på ClimateCalc CO2-beregning. Dermed er der mulighed for at sende et stærkt signal om bæredygtigt indkøb og produktion af grafiske produkter, hvor genanvendelse af ressourcer og cirkulær økonomi er i fokus.
Tak til Fjerritslev Tryk, v/ Martin Eigenbroth, Peter Eigenbroth og Mia-Maja Mejlgaard for at tage godt imod Erhvervsforeningen Jammerbugt. Vi gik hjem med et helt andet indtryk af virksomheden, end da vi kom. Fjerritslev Tryk kan så meget mere, end man lige forventer.